The Illustrated Tibetan Book of the Dead

by Stephen Hodge and Martin Boord. A new translation with commentary. Thorsons 1999

Tim Pallis

Tak for den tilsendte bog, som jeg nu har læst, og derfor kan skrive et par ord om.

Det er jo et overordentlig indbydende værk med sine flotte illustrationer i meget dybe og klare farver. Et smukt billedværk af et Tibet, hvor man mærkeligt nok ikke kan se det mindste spor af kinesisk besættelse.

Alligevel vil jeg nødig kalde det et romantiseret billede af Tibet. Det er snarere et ægte religiøst portræt af Tibet, tibetanere i dybt fascinerende landskaber.

Måske kan det undre, at forfatterne, som er utrolig velorienterede i den tibetanske ikonografi og dens spirituelle symbolik, ikke har tænkt på at bruge billeder af tankaer for at illustrerer Bardo Tødrøls ikonografiske univers. Der er kun et enkelt på side 114, som er så lille, at man skal bruge lup for at kunne visualisere den udmærkede tekst på siden.

Den litterære side af værket er af høj kvalitet. Det mærkes at forfatterne har gjort det til en sag om liv og død, at fremstille det esoteriske indhold af den Tibetanske Dødebog så autentisk som muligt. Det er klart, at de foruden at være fine oversættere af originalværket også er troende buddhister med særlig interesse for Vajrayana buddhismen.

De har valgt at oversætte en forkortet udgave af selve teksten for ikke at gøre forståelsen vanskeligere for læseren end nødvendigt er. Dertil har de tilføjet en kommentar på hver side, som er så velformuleret og indsigts fuld med hensyn til den ellers meget vanskelige religions psykologiske metafysik, at helheden er blevet et pragtværk om den tibetanske buddhismes vej og ikonografi.

Forfatterne oversætter ordet Bardo med "The transsitional Phase" hvilket betyder "overgangsfasen". Den traditionelle fortolkning er naturligvis overgangen fra ét livs død til et nyt livs genfødsel. Men forfatterne er mere nuancerede end denne fundamentalistiske forståelse.

I deres indledning får vi en fin forståelse af, at Bardo tilstanden snarere er det mellemliggende bevidsthedsområde mellem to forskellige faser. Disse to faser er ikke nødvendigvis 2 forskellige liv, men kan også være to forskellige øjeblikke eller to forskellige bevidsthedstilstande.

Selve bevidsthedsrummet mellem tankerne er den egentlige virkelighed eller den rene bevidsthed. Derfor er den Tibetanske Dødebog ikke nødvendigvis en bog om, hvad der sker efter dødsøjeblikket, men også en bog om, hvad der sker i den buddhistiske meditation.

Ultimativt betyder dette, at det også er en bog om at være opmærksom på livet og vore mentale projektioner øjeblik for øjeblik. Forfatternes kommentarer inddrager derfor Vajrayana buddhismen religionspsykologi for at forklare vejen til erkendelsen. Det gør de overbevisende med stor indsigt i buddhismen.

Der skulle vel nok være læsere til et lille oplag herhjemme, for der er mange nu, som er seriøst engagerede i den tibetanske buddhisme. Og så er der alle de, der vil købe bogen, fordi det er et skønt billedværk, som opfylder drømmen om Tibet, og samtidig leverer den rigtige vare med hensyn til den tibetanske buddhismes reinkarnationstanke.

Men det er også her jeg er betænkelig ved en udgivelse, fordi Den tibetanske Dødebog er og bliver en kultbog siden Aldous Huxley og Timothy Leary inddrog den i forbindelse med de psykedeliske oplevelser. De psykedeliske erfaringer kan fortolkes som en pre-mortem død og genfødsel af vor dualistiske opfattelse af virkeligheden.

Det syrede ved dette var jo netop, at gøre opmærksom på, at de psykedeliske tilstandes visionære oplevelser, hvad enten de er himmelske eller dæmoniske, er karmiske illusioner eller mentale projektioner af vor misforståede opfattelse os selv og hvad der er virkeligt. Derfor, hvad er så den egentlige virkelighed? I den tibetanske buddhisme er det buddhanaturen, dharmakaya eller det klare lys levende fred.

Når man bortset fra dette synspunkt bevæger sig ind i en bogstavelig eller fundamentalistisk reinkarnationstanke, således som den fremstilles i Den Tibetanske Dødebogs mægtige ikonografi, bliver jeg betænkelig ved nytten heraf.

Den Tibetanske Dødebog har en interessant religionspsykologisk pointe i forbindelse med forståelsen af hvad Bardo betyder, men derpå bliver vi ført ind i et fremmed visionært univers, som kun er interessant for den der vil analysere ikonografiens symbolik. Og det tror jeg er meget irrelevant for den der ikke er troende tibetansk buddhist.

Jeg ville derfor hellere anbefale en bog som: Rainbow Painting. A Collection of Miscellaneous Aspects of Development and Completion. by Tulku Urgyen Rinpoche. Her har vi at gøre med det bedste i denne tradition af den måske største Nyingma mester i dette århundrede. Eller hvad med hans yngste søn Tsoknyi Rinpoches bog: Carefree Dignity. Udgivet på samme forlag Rangjung Yeshe Publication 1998. Det siges, at han er lige så stor som Urgyen Rinpoche.